Fredag morgen advarer flere af landets politikredse mod glatte veje.

Skal du ud i trafikken fredag morgen, så skal du være opnærksom på, at der kan være glatte veje rundt om i landet, efter at der torsdag aften faldt massive mængder sne. Det skulle særligt være den sne og sjap, der fortsat ligger på vejene, der kan gøre det glat.

Det oplyser både Vestegnes og Sydjyllands Politi.

Hos Vejdirektoratet oplyser man, at de store danske veje burde være ryddet for sne og saltet, men at man som altid, når det har sneet, bør køre forsigtigt.

»Vi er ikke bekendt med, at det er glat på de store statsveje, men man skal jo altid være opmærksom, når der er faldet så meget sne,« lyder det fra vagtchefen hos Vejdirektoratet.

Heldigvis slipper danskerne for mere sne i denne omgang, Vagtchefen hos DMI fortæller, at fredag kan gå hen og blive en flot solrig dag.

»Der ligger stadig lidt sne i den sydøstlige del af landet, og det er ved at slippe i København. Nordvest for det område falder der heller ikke noget sne mere. Så det begynder at klare op, og så bliver det en flot dag med solskin og få skyer,« lyder det.

Men selv om weekenden starter flot, så fortsætter det desværre ikke resten af weekenden.

»Natten til lørdag bliver det ned til otte frostgrader, og i løbet af lørdag får vi nok lidt sne, der senere går over i regn og slud. Søndag bliver med en smule regn.«