Flere er torsdag morgen vågnet op til et fint lag af hvidt udenfor. Sneen har fået politiet til at advare om glatte veje, men det hvide lag er dog ikke noget, der kommer til at ligge og drille bildækkene længe.

Det meste af sneen er natten til torsdag faldet hen over hovedstadsområdet og den nordøstlige del af Sjælland. Torsdag morgen fortsætter det med at sne over Sjælland, lidt op over Djursland og i Nordjylland.

Forventningen fra DMI er dog, at det vil klare op hen ad formiddagen, så det bliver tørt igen de fleste steder. Det fortæller den vagthavende meteorolog Trine Pedersen til bt.dk.

»Jeg tror ikke, der kommer ret meget mere sne i løbet af i dag,« siger hun.

Mest sne på Sjælland

Laget af hvidt har heller ikke nået at vokse sig specielt tyk hen over natten.

»Der er vel kommet en til tre centimeter sne, lidt mere hist og her,« siger Trine Pedersen.

Mest er der faldet på Sjælland. Særligt mellem Roskilde og København.

»I hvert fald hvis man skal tro de observtioner, jeg har til rådighed her til morgen,« siger meteorologen.

Det er også i de områder, politiet torsdag morgen advarer om glatte veje.

Artiklen fortsæltter under opslagene.

Selvom det ikke ser ud til, at der i løbet af dagen vil falde mere sne, ser det lidt anderledes ud, når vi kommer til natten til fredag.

»Der kan komme lidt sne fra vest her den kommende nat, men temperaturerne er lige omkring frysepunktet, så ude på vestkysten er det nok noget, der går over i regn. Det er nok mest i det jyske, der kan komme lidt sne,« siger Trine Pedersen.

Den kommende uge vil temperaturen ligge lige omkring frysepunktet, så nedbøren vil mange gange falde som slud eller gå over i noget regn i stedet for sne.

»Der kommer ikke noget vedvarende sne, der kan give kælkevejr,« siger meteorologen.