Udover et kort visit i slutningen af november, har vi ikke set meget til sneen herhjemme denne vinter. Men nærmest som for at fejre årskiftet, ser snefnuggene ud til at vende tilbage i weekenden.
Desværre hænger chancerne for drys af hvidt sammen med sibirsk kulde og frost døgnet rundt. Det fortæller vagthavende meterolog ved DMI, Thyge Rasmussen, til bt.dk.
Især fra lørdag begynder det for alvor at blive koldt.
»Der begynder det at blæse op fra øst, så vi får rigtig kold luft ind over os, som gør, at temperaturen falder. Vi kommer faktisk til at have frost hele døgnet. Både dag og nat,« siger Thyge Rasmussen.
»Og det bliver bidende kulde, for det kommer til at blæse op,« tilføjer han.
Drys ved de østvendte kyster
Selve nytårsdag kommer vejret til at være stille og roligt uden ret meget vind. Men det hele ændrer sig med blæsten fra øst lørdag.
Og med det vejrskiftet følger også chancen for sne. Især i weekenden.
»Der kan begynde at komme nogle snebyger rundt omkring. Der vil drysse noget ned især ved de østvendte kyster, når vi når frem til lørdag,« siger han.
Snedækket kommer dog højst sandsynligt ikke til at blive tykt.
»Det bliver ikke de store sager, så vi skal ikke regne med noget decideret kælkeføre,« griner Thyge Rasmussen.
Frostgraderne fortsætter
De meget lave temperature og frostgrader slipper vi dog ikke af med lige med det første.
»De lave vintertemperaturere ser ud til at fortsætte i fire-fem dage med frost mere eller mindre døgnet rundt. Så vi får i hvert fald besøg af noget rigtigt vintervejr her i begyndelsen af det nye år,« siger Thyge Rasmussen og slutter:
»Det har vi jo heller ikke prøvet endnu.«
