Den kommende weekend bliver så varm, at du kan finde et par shorts frem.

Den første uge i maj begynder med tørvejr, og weekenden byder på sol og forår, det fortæller vagthavende Frank Nielsen hos DMI.

Fredag bliver lun og op til 18 grader inde i landet, mens kysterne kan blive koldere. Lørdag bliver en formidabel dag, da temperaturen kan komme helt op på 20 grader flere steder i landet, og det bliver vindstille.

»Lørdag, der man kan finde shorts frem nogle steder i landet. Det ser ud til, solen får mere magt, og det er ret sikkert, at det bliver op til 20 grader inde i landet på Sjælland, Fyn og Jylland. Men ved kysterne kommer der vind fra havet, som køler,« siger Frank Nielsen.

Der er godt vejr i vente.
Der er godt vejr i vente. Foto: DMI
Vis mere

Søndag er svære for DMI at forudsige, da den enten kan blive lige så varm som fredag eller blive kold.

»Søndag er mere spektakulær. Hvordan vejret bliver, er afhængigt af timing. Hvis vi er heldige, kan vi nå op til 18 grader, men der er en koldfront på vej fra Sverige, som enten kommer søndag eftermiddag eller søndag nat,« forklarer Frank Nielsen.

Så varmen er desværre en kort affære, da det kølige forår kommer igen søndag eftermiddag eller mandag morgen og fortsætter resten af næste uge.