Prince havde ret i mere end betydning, da han sang 'Sometimes it snows in april'.

For flere steder i landet måtte danskerne lige gnide øjnene en ekstra gang, da de vågnede i morges og kiggede ud af vinduet. Var det virkelig hvide græsplæner og rimfrost i træerne, de kunne se?

Ja, den er god nok.

Søndag morgen er der frost og sne i luften i de sydlige og vestlige dele af landet og navnlig i området omkring Lillebælt og i Kolding-området er det decideret vintervejr med tæt snefald.

»Der er nogen, der er vågnet op til snebyger. Især omkring Kolding er der faldet rigtig meget sne, men der er også hvidt på Lolland-Falster. Der er en del byger, som har drevet over landet her i nattetimerne, og de har altså været hvide,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Wagner, til BT.

Flere danskere har med billeder og videoer dokumenteret det vinterlige forårsvejr. Her er det lige udenfor Lunderskov ved Kolding søndag morgen.

Via sit web-kamera kan Mette Wagner se, at der søndag formiddag stadig ligger godt med sne i både Kolding, Vejle, Lolland-Falster og Guldborgsund, mens det efterhånden er tøet væk i Flakkebjerg ved Slagelse.

»Der er rigtig flotte vinterlandskaber flere steder,« fortæller DMIs vagthavende meteorolog.

De for årstiden meget usædvanlige snebyger er dog slået over i slud nu, og inden længe forsvinder det hvide tæppe langsomt forsvinde igen.

»Jeg forventer, at varmen i løbet af dagen vil få sneen til at smelte. For det er tøsne, der er faldet,« siger Mette Wagner.

Nogle steder kan det dog godt tage sin tid. Ifølge DMI er der faldet op til tre centimeter sne i Kolding-området, men TV 2 Vejret melder om hele 13 cm sne i Viuf nord for Kolding.

Hagl, slud og torden

Politiet advarer da også om glatte veje flere steder i landet. Blandt andet på Sydsjælland.

Det glatte føre forsvinder dog i løbet af søndagen i takt med at varmen får fat. Det bliver mellem fem og 10 grader varmt landet over, men lokalt kan det dog blive en anelse køligere. Det lunefulde vejr, som ikke har meget med forår at gøre fortsætter dog med at spille kispus med de varmehungrende danskere.

»Vejret bliver som i går. Bygevejr. Pænt med hagl og måske også med lokale tordenbyger. De kraftige byger kan også gå over i slud eller tøsne sidst på dagen. Og de kan ramme over hele landet,« siger Mette Wagner.

Så hvis du skal udenfor, så husk paraplyen og vinterfrakken.