Fra torsdag aften vil et snevejr brede sig over hele Danmark, så landet bliver klædt helt i hvidt.

Der vil ifølge DMI falde mellem 5 og 12 centimeter sne over hele landet kan børn og andre snehungrende endelig se frem til at boltre sig i det hvide element.

Men på grund af en temperaturstigning allerede fredag aflyser DMI kælkevejret over størstedelen af landet. Til gengæld bliver sneen perfekt til en af børnenes andre vinterfavoritter.

»Meget af sneen vil smelte, når temperaturen begynder at stige fredag, og det, der bliver liggende, bliver til tøsne. Så jeg tror ikke på, at det bliver kælkeføre hele weekenden. Til gengæld vil det være godt at lave snemænd af, før det bliver til sjap på søndag, hvor temperaturen stiger yderligere,« siger vagthavende hos DMI, Henning Gisselø til BT.

Nordjyderne kan kælke i weekenden

Fredag kryber temperaturen så meget over frysepunktet, at kælkning bliver en klistret fornøjelse i størstedelen af landet. Men nord for en linje mellem Ringsted og København vil det være muligt at kælke. Men en yderligere temperaturstigning lørdag betyder, at kun nordjyderne får fornøjelsen af at kunne suse af sted på kælkebakkerne i weekenden.

»Det bliver ikke meget tøvejr i Nordjylland hverken fredag eller lørdag, så der vil man nok kunne kælke. Men søndag kommer der et ordentligt indhug i snemængden over hele landet,« siger Henning Gisselø og understreger, at der falder så meget sne natten til fredag, at tøvejret ikke får bugt med det hele i løbet af weekenden.

Artiklen fortsætter under kortet.

Syd for den røde linje fra Ringkøbing til København bliver det tøvejr, som allerede fredag besværliggør kælkning, mens der stadig vil være dejlig frostsne nord for linjen. Men kun i Nordjylland bliver det kælkevejr i weekenden.
Syd for den røde linje fra Ringkøbing til København bliver det tøvejr, som allerede fredag besværliggør kælkning, mens der stadig vil være dejlig frostsne nord for linjen. Men kun i Nordjylland bliver det kælkevejr i weekenden.
Vis mere

Sådan udvikler snevejret sig

Ifølge DMI's seneste prognoser vil snevvejret ramme Sønderjylland torsdag aften kl. 21 og derefter brede sig mod nordøst.

»Det vil sne i hele landet i morgen tidlig. Ud på formiddagen begynder snevejret så småt at holde op fra vest. Fredag eftermiddag vil det være holdt op i hele landet, undtagen på Bornholm. Her slipper det først fredag aften,« siger Henning Gisselø.

Tøvejr stopper snefygning

Tøvejret, der rammer hele den sydlige del af landet fredag og umuliggør kælkning, har dog sine fordele for trafikanterne.

»Når sneen begynder at smelte, bliver den så tung, at der ikke længere vil være problemer med snefygning. I Nordsjælland og Nordjylland kommer vi næppe meget over frysepunktet fredag, så der vil man opleve snefygning,« siger DMI's vagthavende.

 

Også efter at det landsdækkende snevejr holder op fredag eftermiddag, vil der være spredte snebyger rundt om i landet. I løbet af weekenden og næste uge bliver vejret mere ustabilt.

»Den smule nedbør, der vil falde den næste uges tid kan falde både som sne, slud og regn. Det er klassisk dansk vinter, hvor vi kan få lidt af hvert,« slutter Henning Gisselø.