Magasin og Illum aflyser kæmpe udsalg i aften

Både Illum og Magasin i København havde planlagt at holde et brag af et udsalg torsdag aften. Men det har stormen Bodil sat en stopper for. Begge stormagasiner har valgt at lukke klokken 17, så personale og kunder kan komme med de sidste S-tog hjem.

- Alle Magasins forretninger lukker i dag klokken 17 på grund af stormen, skriver Magasin på sin hjemmeside.

I stedet holder Magasin udsalg og ekstraordinært åben til klokken 23 i morgen.

Hos Illum har man taget samme beslutning. De har rykket deres udsalg til den 12. december, så kunderne kan få fingre i de gode udsalg, inden julen.

- DSB har meldt ud, at sidste S-tog kører kl. 18, og derfor lukker ILLUM kl. 17, så kunderne og personalet kan nå sikkert hjem. Den annoncerede VIP-aften med 20% rabat for ILLUM Key kunder i aften fra kl. 20 til 23 aflyses derfor. Ny VIP-aften med 20% rabat for ILLUM Key kunder afholdes i stedet den 12. december kl. 20 til 23. Vi beklager ulejligheden og håber, at alle kommer godt igennem stormen, skriver de på Facebook.