NASA tager temperaturen på Jorden, og den stiger voldsomt. Vi er på vej ind i en ny klima-æra, og det kan være med en frygtindgydende fart, som for altid forandrer vores liv.

I fem måneder i træk har kloden sat ny rekord for »varmeste måned nogensinde målt«. Helt vildt blev det i februar.

Da den forgangne måned var omme, begyndte eksperterne i NASAs klimaafdeling at analysere temperaturmålingerne, hvorefter de måtte gnide sig i øjnene.

For ikke blot var den globale middeltemperatur hele 1,35 grader højere end gennemsnitstemperaturen for måneden i forhold til midten af forrige århundrede. Den var også hele 0,21 grader over den tidligere februar-varmerekord. Det er så langt den højeste margen, en måneds-temperaturrekord er slået med, siden man indledte målingerne i 1880.

Også den netop overståede vinter (december til februar) blev langt varmere end normalt – mere end 1,1 grad celsius over det 20. århundredes globale vintergennemsnit.

Det kunne især aflæses i rent ud sagt ekstreme målinger i arktiske områder. I Alaska blev februartemperaturen næsten syv grader over det normale og i det nordvestlige Rusland mere end fem grader over middel.

På den geografiske nordpol blev der i vinterens løb ved flere lejligheder fra satellit målt temperaturer lige omkring eller svagt over frysepunktet, hvilket er helt usædvanligt. I den normalt isnende vinterkolde canadiske storby Toronto strøg kviksølvet i begyndelsen af februar op til en smeltende rekordhøjde på 16,0 grader.

Og så er der den arktiske havis, som ved månedens afslutning havde den mindste udbredelse i en februar, siden man indledte systematiske målinger fra satellit i 1979.

Forklaringen er ifølge eksperter først og fremmest den menneskeskabte globale opvarmning.

Men det sidste skub har det globale termometer fået af det omfattende, tilbagevendende og naturlige klimafænomen El Niño, der har pumpet masser af varme op af Stillehavet, men som dog synes under svækkelse i de kommende måneder.

Alligevel kommer den voldsomme temperaturstigning bag på klimaeksperterne.

»Chokerende«, »astronomisk«, »sindssygt« og »besynderligt« er blandt de tillægsord, som førende forskere har hæftet på nyheden i internationale medier.

»Det er, som om nogen har taget en værdi fra en graf fra 2030 og klistret den på en graf med nutidens temperaturer. Jeg har det som om, jeg kigger på noget fra en science fiction-film,« siger klimaforskeren Kim Cobb fra Georgia Tech-universitetet til avisen Daily Mail.

Andre mener, at det vidner om, at Jorden med »frygtindgydende hast« er begyndt at bevæge sig ind i en ny klima-æra.

Noget er der om snakken. På det centrale FN-klimamøde COP21 i Paris i december blev klodens lande enige om at begrænse den globale temperaturstigning frem mod år 2100 til maksimalt to grader over førindustrielt niveau, og at man vil stile efter en stigning på bare 1,5 grad.

Den nederste grænse er vi imidlertid bare få decimaler fra at overskride. Hvilket – i en verden, hvor fire femtedele af den totale energiproduktion fortsat kommer fra fossile kilder – gør det stadigt mere usandsynligt, at det vil lykkes os at komme i land inden for den nedre grænse. Og i stigende grad vanskeligt at holde os inden for en relativt sikker to graders stigning. Overskrider vi grænsen, risikerer vi at løbe ind i decideret farlige og uafvendelige klimaforandringer, lyder advarslen.

Den nok største risiko, især for et lavtliggende land som Danmark, er acceleration i afsmeltningen fra de vældige ismasser i Grønland og Antarktis. For tiden stiger niveauet i verdenshavene årligt med cirka tre millimeter, men om føje år kan det udmærket blive til en centimeter, eller mere.

En række tyske klimaforskere har i en aktuel videnskabelig artikel sat sig ned og regnet på en radikal måde at løse den udfordring på.

De forestiller sig, at man installerer et netværk af gigantiske rør og pumper omkring Antarktis. Fra rørene kan man pumpe havvand op i et par kilometers højde og sende det flere hundrede kilometer ind over isen nede på det hvide og vældige kontinent. På den måde ville man kunne binde størstedelen af det oppumpede havvand som is i flere tusind år.

Men hvor meget havvand ville man skulle pumpe op og smide ind på isen, hvis man skal neutralisere en global havvandsstigning på tre millimeter om året?

Deres svar: Omkring 1.100 milliarder ton vand årligt. For at blive i stand til det skal man have enorme energimængder til rådighed. Faktisk så meget, at det ville svare til syv procent af hele klodens årlige energiproduktion.

Dertil kommer, at energien naturligvis ikke bør komme fra fossile kilder, hvilket stort set efterlader vindkraft som eneste løsning.

Men ifølge tyskernes beregninger skal der installeres 850.000 almindelige vindmøller i et af verdens mest øde og ekstreme områder, hvis de skal kunne levere den fornødne energimængde.

Forskerne pointerer da også, at der ikke er tale om et løsningsforslag fra deres side. Hensigten er udelukkende at illustrere hvilken gigantisk udfordring.