Om bare lidt over en måned tager vi hul på årets første sommermåned. Men bevæger man sig ud i det danske vejr for tiden, virker det dog ikke, som om sommeren står for døren.

Temperaturen kæmper med at snige sig over de ti grader, og i sidste uge var der sågar flere steder i landet, hvor vejrguderne overraskede danskerne med sne og slud. Mandag aften står et voldsomt blæsevejr med vindstød af stormstyrke for døren.

Det vil være blæsende i hele landet, men særligt i Nordjylland skal man passe på, hvis man går udenfor. DMI udsendte søndag en varsling om vindstød af stormstyrke ved Thy, Mors, Læsø, Jammerbugt, Norddjurs, Lemvig, Frederikshavn og Hjørring.

Ifølge Dan Nilsvall, der er vagthavende meteorolog hos DMI, skal passe meget på, hvis man vælger at bevæge sig udenfor.

»Det starter cirka mandag klokken 18. Vindstødende bliver meget kraftige, og der vil være risiko for, at tagsten kan falde ned, træer kan vælte og store grene kan knække af,« siger Dan Nilsvall.

Han fortæller, at blæsevejret vil tage af i løbet af natten til tirsdag, men indtil da vil der være vindstød med en styrke på helt op til 28 meter i sekundet.

Foruden det voldsomme vindstød vil der i Nord- og Nordvestjylland også falde massive mængder nedbør. Der vil komme cirka 25 millimeter regn i løbet af mandagen, mens der i resten af landet kan forventes mellem fem og ti millimeter.