Det danske sommervejr har ikke vist sig fra sin bedste side de seneste uger, hvor regnvejr og temperaturer under 20 grader har været hverdag. Heldigvis vender det gode vejr snart tilbage.

Derfor kan du godt allerede nu begynde at finde sommertøjet frem fra bageste hylde, for det lune vejr vender tilbage allerede fra weekendens begyndelse, og vi kan se frem til temperaturer over 20 grader igen.

»Det ser ud til, der kommer en front ind over os torsdag, og så stille og roligt får vi mere tørt vejr - og til weekenden er der et højtryk, der bygges op over Danmark,« forklarer vagthavende ved DMI, Mette Wagner.

Selvom det endnu kan være svært at bedømme præcist, mener hun, at vi godt kan forvente høje temperaturer fra starten af næste uge.

»Vi får lunere vejr i starten af uge 29 - nok 23 grader mandag og måske endda 24 grader. Der er selvfølgelig mange prognoser, og det kan være svært at sige, men over 20 grader kan vi godt forvente,« siger Mette Wagner.

Hun kan desværre ikke love, at det varme vejr varer ved særlig længe.

»Hvor længe det gode vejr varer, og hvor bredt det kommer ud over Danmark, ved vi ikke endnu. Men det kunne tænkes, at bornholmerne i hvert fald får et frontbesøg ind over sig igen på et tidspunkt,« siger Mette Wagner.