Hvis du er en af dem, der ikke kan blive liggende under den lune dyne tirsdag morgen, men skal ud af din dør, så er det med at finde den ekstra varme hue og det ekstra tykke halstørklæde frem.

Det bliver nemlig iskoldt.

Det skriver TV 2.

Mens kulden allerede gør sit indtog natten til tirsdag, venter der en endnu koldere morgen med temperaturer ned til otte-ti graders frost. Særligt i områder med sne vil der være ekstra koldt.

Hvis du bor i Vendsyssel, Himmerland, Søhøjlandet, dele af Østjylland eller på Sjælland vil du derfor være blandt de mest udsatte for det iskolde vejr. De steder ligger der nemlig sne på jorden samtidig med, at det er klart og stille i vejret.

Temperaturen vil være faldende frem til en halv times tid efter solopgang, som finder sted mellem klokken 07:25 og 07:57, skriver TV 2. Når solen er dukket op, vil der gå yderligere en halv time, før temperaturen begynder at stige igen.

Som et lille plaster på det iskolde sår bliver tirsdag dog en flot dag med sol mange steder.