Det kraftige blæsevejr, som tirsdag aften og indtil onsdag formiddag rammer Danmark, betyder også forhøjet vandstand flere steder i landet. Det har blandt andet skabt frygt for oversvømmelser på Sydfyn.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse udsendt tirsdag aften.

'Vandstandsstigningerne kan føre til oversvømmelser af havneområder og lavtliggende områder flere steder på Sydfyn og øerne, hvilket kan gøre færden i områderne både farlig og vanskelig. Det forventes også, at færgedriften vil blive påvirket,' lyder det fra Fyns Politi.

Den forhøjede vandstand forventes at ramme Danmark i løbet af onsdag aften samt natten til torsdag, lyder meldingen fra DMI.

Fyns Politi opfordrer desuden de sydfynske borgere til at sikre deres ejendele i områder, der trues af oversvømmelse, ligesom politiet anmoder om at biler ikke hensættes på havnearealer og andre lavtliggende kystnære områder.

Fra onsdag morgen kl. 06:00 vil Beredskab Fyn udlevere sandsække til private, så de kan forsøge at sikre deres ejendom mest muligt mod vand. Sandsækkene kan hentes på en række forskellige adresser, som kan ses her.

DMI betegnede tidligt tirsdag aften den kommende forhøjede vandstand som værende 'meget farligt vejr', det næsthøjeste niveau for farligt vejr, kun overgået af betegnelsen 'ekstremt farligt vejr'.

I DMIs seneste varsel varsles der om forhøjet vandstand på op til 1,3 og 1,8 meter over normal højde følgende steder:

Sydlige Lillebælt, Sydfynske Øhav, Vestlige Storebælt, Lolland-Falsters sydkyst, Smålandsfarvandet, Østlige Storebælt, Sydøstsjællands kyst og Bornholms kyst.

'Beskyt dig selv og din ejendom. Kraftig vind kombineret med forhøjet vandstand vil medføre store kystoversvømmelser og betydelig skade på bygninger og kystsikring. Offentligheden opfordres til at undgå unødig færsel i oversvømmelsestruede kystområder samt efterkomme rådgivning fra myndighederne', skriver DMI.