Der findes en tid før Tanev. En tid før Jarnvig, Voldborg og Maria Hørby. En tid, hvor man ikke havde moderne teknologi at støtte sig til, men hvor man selv måtte notere sig naturens tegn og konkludere på dem.

Dengang opfandt vores forfædre en huskeregel. Og den virker faktisk endnu. Sådan nogenlunde, i hvert fald, fortæller vejrvært Peter Tanev til TV 2 Vejret.

Huskereglen, eller vejrvarslet, gælder her i det sene efterår og bruges til at forudsige vintervejret, og det lyder: ’Vil træerne i november ikke lade bladene fare, vinteren bliver streng – tag dig i vare’. På lidt mere moderne dansk betyder det, at vi får en streng vinter, hvis træerne endnu bærer blade i november.

På den baggrund kræver det kun et enkelt blik ud af vinduet for at blive meteorolog til husbehov og konkludere, at vinteren bliver hård i år.

Smider træerne ikke bladene i efteråret er det som oftest på grund af manglende frostvejr, og vores forfædre har så oplevet et mønster, hvor dette ofte blev efterfulgt af en kold eller streng vinter, skriver TV 2 Vejret.

Og ifølge Peter Tanev skulle den være nogenlunde god nok. Vejrbøger med statistik fra de seneste 150 år viser nemlig, at langt de fleste hårde vintre er begyndt med et forholdsvist mildt efterår med stor sandsynlighed for blade på træerne helt inde i november.