Fra midten af næste uge kommer sommeren tilbage til Danmark. Men henover weekenden kommer vi til at se byger og skyer, men også lidt sol. 

Danskerne har en solstrålehistorie i vente. Fra midten af næste uge vender sommeren nemlig tilbage, og det ser også ud til at vare henover næste weekend.

Det oplyser vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mogens Rønnebæk.

»Vi se frem til 20-25 grader fra midten af næste uge og ugen ud. Og det ser ud til at fortsætte henover den næste weekend,« siger vagtchefen.

Den kommende weekend bliver dog ikke særlig sommerlig. Sorte skyer og byger kommer til at præge både lørdag og søndag. Men der vil ifølge Mogens Rønnebæk også være små perioder med sol og temperaturer op til 20 grader.

Mogens Rønnebæk vurderer, at lørdag morgen byder på regnvejr i den vestlige del af landet. Gennem morgentimerne vil det hovedsageligt være Jylland, som får vand, men regnskyerne trækker østpå henover eftermiddagen. Det er dog ifølge Mogens Rønnebæk ikke de helt store mængder vand, som vi kan se frem til - hele landet kan nok se frem til et par millimeter vand.

Lørdag aften og natten til søndag vil der ifølge DMI især være enkelte byger i den sydlige del af landet. Den østlige del af landet kan se frem til lidt sol lørdag morgen, men i løbet af dagen bliver det overskyet med regnbyger.

Først på dagen søndag vil det være mest skyet med regn eller byger flere steder med temperaturer mellem 15 og 20 grader. I løbet af dagen klarer det ifølge DMI op fra nordvest med en smule sol.

»Søndag bliver også en dag med nogle byger, nok flest først på dagen, men hen af eftermiddagen vil vi også få lidt solskin,« siger Mogens Rønnebæk.

»Men i næste uge kommer sommeren tilbage, og det har vi også snart fortjent,« siger Mogens Rønnebæk.

Du kan læse mere om vejret her på BT Vejret.