Der blev spået chance for sne i denne uge fra onsdag, men den har ladet vente på sig.

Allerede fra midten af denne uge var der chance for at se lidt snedrys, men hvis du har fået hold i nakken af hele tiden at kigge opad og vente spændt på snefald - så er det forståeligt.

Sneen har nemlig ladet vente på sig, og nu siger nye prognoser fra DMI, at det først er fra starten af næste uge, der vil komme snefnug dalende.

Når prognoserne kan drille på den måde, så skyldes det, at vejret og dermed sneens ankomst, afhænger af, hvad vej vinden blæser - bogstaveligt talt.

»Nordsøen er eksempelvis stadig 10-12 grader varm, og kommer vinden derfra, så når den at blive varmet op på sin vej til Danmark,« forklarer vagtchef ved DMI Klaus Larsen.

Kommer vinden derimod nord fra, fra Norge og Sverige, så er den afkølet, fordi der ikke når turen omkring havvandet.

Det er blevet koldere i vejret, og faldet i temperaturerne fortsætter yderligere, sådan at der fra natten til tirsdag i næste uge står nattefrost på programmet, oplyser Klaus Larsen.

Natten til onsdag kan vi få helt ned til fem graders frost. Og så er der ifølge DMI chance for sne.

»Der begynder at komme sne og slud fra næste uge. Det er lavtrykkene, der trækker syd om landet, og så får vi østlige vinde med koldere luft,« forklarer Klaus Larsen vagtchef ved DMI til BT.

Det vil primært være i de nordlige dele af Danmark, at chancen for sne er størst. Men hvor meget der vil falde, tør vagtchefen ikke gætte på.

For selvom der meget vel kan komme sne, så skal vi kigge langt efter snedriverne.

»Vi får et par plusgrader om dagen, og så forsvinder sneen jo igen. Det er ikke det helt vilde vintervejr, man skal forvente,« forklarer Klaus Larsen.

På det sociale medie Twitter lover vagtchefen da også kun en 'forsmag på vintervejret'.