Følg vejret time for time her på BT Vejret.

Sent fredag aften og natten til lørdag er der varslet tæt tåge flere steder i landet. Det kan skabe usikkerhed i trafikken.

»Vi varsler tåge over det meste af landet. Det er altid svært at sige, præcis hvor den kommer til at lægge sig, men det ser ud til, at den vil blive tættest i Nordsjælland og nord- og nordøstjylland«, siger Lars Henriksen, der er vagthavende hos DMI.

DMI kategoriserer tæt tåge som 'voldsomt vejr'. Ved tæt tåge er sigtbarheden nemlig under 100 meter, og det kan skabe store problemer - især i trafikken.

»Når tågen er så tæt, som den formentlig kommer til at være fredag, er det ekstremt vigtigt at orientere sig ordentligt i trafikken. Tæt tåge forøger risikoen for trafikuheld, så kør forsigtigt og vær opmærksom på, at transportiden kan være længere end normalt.« siger Lars Henriksen.

Det er ikke kun tågen, der kan volde problemer for bilister i løbet af natten til lørdag. Der er nemlig også risiko for rimglatte veje flere steder i landet.

»Det er væsentligt at påpege, at tåge i kombination med rimglatte veje kan være en rigtig farlig cocktail,« siger Lars Henriksen og tilføjer:

»Det er overvejende i Jylland, at man skal være opmærksom på rimglatte veje - mere specifikt nord- og Østjylland, men det kan ikke udelukkes, at det også lokalt kan opstå andre steder.«

Lars Henriksen gør iøvrigt opmærksom på, at det altid er svært at forudsige, hvor tæt tåge bliver. Han opfordrer derfor folk til at holde sig opdateret på, hvordan vejrsituationen udvikler sig i løbet af aftenen og natten.

Følg vejret time for time her på BT Vejret.