Som dansker ville det være fedt, hvis man kunne få lov til at bytte denne sommer ud med en lidt varmere og lidt mindre våd version.

Torsdag var endnu en klassisk dansk 'sommerdag'. Og danskere på Fyn og Sjælland fik store mængder nedbør på ingen tid.

»Det hele var overstået på en halv time til en time. Der var kommet over en halv måneds nedbør. Det var ret massivt,« siger vagthavende hos DMI, Lars Henriksen, til BT.

Normalt falder der omkring 64 mm regn i løbet af august måned. Og på mellem 30-60 minutter blev der registreret mellem 35-45 mm regn. Eksempelvis kunne man i Gadstrup registrere 19 mm regn på 10 minutter. Og som regel kalder man det for et skybrud, når der falder over 15 mm regn på 30 minutter.

Og hvis du synes, at det har buldret og braget uden for, så er det måske ikke så underligt. Klokken 21.00 havde DMI nemlig registreret over 4.500 lynnedslag i områderne, der var ramt af den heftige regn.

Politi og Vejdirektoratet var også ude torsdag aften og advare om glat føre og kødannelse på motorveje på Sjælland grundet de store mængder regn.

Dog kan danskerne se frem til en mindre våd fredag. Her forventer DMI, at vi skiftevis får lidt byger og lidt sol. Temperaturen kommer til at toppe på 18 graders varme, oplyser Lars Henriksen.