På med hue og vanter. Nu når vi muligvis de laveste temperaturer denne vinter.

Tirsdag bliver en af de koldeste dage i lang tid. Det oplyser DMI, som varsler helt ned til minus 10 grader.

»Tirsdag morgen og nat kan det blive helt ned til mellem tre og otte minusgrader, og visse steder kan temperaturen endda nå helt ned på minus 10 grader,« siger Anja Bodholdt fra DMI.

Skulle det være tilfældet, bliver det koldere end den hidtil laveste temperaturmåling i år på minus 8,9 grader. Det blev målt natten til 8. januar.

I løbet af tirsdagen vil vejret blive en smule varmere.

»Det kommer til at føles rigtigt koldt til at starte med. I løbet af tirsdag vil temperaturen dog stige lidt, og hen ad middagen vil det være mellem frysepunktet og tre minusgrader. I den sydlige del af landet kan der også dukke snebyger op,« siger Anja Bodholdt.

Solen vil ikke være at finde mange steder i landet. Til gengæld vil der være et tæt skydække uden særlig meget vind.

»Det bliver rigtigt koldt, så man skal huske at klæde sig ordentligt på med hue, handsker og en varm jakke,« siger Anja Bodholdt.

»Resten af ugen efter tirsdag vil det ikke være så koldt. Vinden går i en mere sydvestlig retning, derfor kommer der lunere luft, og der vil være en konstant temperatur over frysepunktet i dagstimerne, selv om der stadig vil være frost om natten.«