Det danske vejr kan være en drilsk størrelse, men der er godt nyt forude for de danskere, som godt kan lide tocifrede varmegrader.

»Den kommende uge vil overordnet set starte med tørt vejr, og vi får tocifrede varmegrader alle dage,« siger meteorolog Lars Henriksen fra DMI til BT.

Det vil ifølge DMI være en periode med 'klassisk' marts-april vejr. Det betyder, at der kan forekomme store lokale variationer i forhold til eksempelvis varmegraderne.

Her kommer vi til at få mellem omkring 13-15 graders varme, hvis prognoserne holder stik.

»Så vi får generelt gedigent forårsvejr, men andre vil blive snydt med overskyet vejr. Det er meget typisk for perioden,« siger han dog uden at kunne pege på, hvem der er de heldige 'vindere' af varmt vejr.

Og hvis vi er meget heldige, så kan vi komme helt op på 20 graders varme på fredag, men det er meget usikkert.

»Den seneste prognose viser, at vi kan få omkring 18 graders varme på fredag og måske lidt højere lokalt,« siger Lars Henriksen.

Han fortæller, at der er mange forskellige variabler, som er med til at bestemme, hvor varmt det bliver. Men hvis du lige nu står og tripper og glæder dig til måske at hoppe i et par shorts, så maner han lidt til ro.

»Vi skal lige nogle flere dage frem for at komme med en lidt mere sikker prognose.«

Hvis den forholdsvist usikre prognose holder stik, så vil den slå DMIs egen forventning om, hvornår danskerne får 20 graders varme. Tidligere har DMI oplyst til BT, at det først vil ske omkring 14. april.