Vi har netop sagt farvel til årets første måned, og ifølge DMI blev det en noget varmere januar end normalt.

Med en gennemsnitstemperatur på tre grader er januar 2015 faktisk tre grader højere end gennemsnittet for årets første måned, der normalt befinder sig på 0 grader. Gennemsnittet for januartemperaturen i Danmark er baseret på tal fra 1961 til 1990.

Med den høje temperatur for januar fortsætter 2015 med varme temperaturer, som 2014 havde mange af. Faktisk blev alle 12 måneder i 2014 målt som varmere end almindeligvis, hvilket bragte den danske gennemsnitstemperatur for 2014 op på 10 grader.

Læs også: NASA: 2014 var det varmeste år nogensinde

Udover at være varmere end normalt var januar 2015 også kendetegnet ved meget regn over det danske land. Milde vintermåneder hænger da også ofte sammen med nedbørrige vintermåneder, oplyser DMI. I alt faldt der 97 milimeter nedbør gennem måneden, der normalt kan nøjes med 57 milimeter.

Soltimerne sneg sig op på 48 sammenlignet med de gennemsnitlige 43.

Ifølge DMIs seneste månedsprognose kan vi forvente en februar, der begynder kold og derefter bliver mildere.