Himlen har åbent sig over hele Danmark de seneste dage, hvor den både har stået på kraftig vind og sporadiske skybrud. Men nu hvor kalenderen viser juli og højsommer, må der da være bedre tider på vej. Eller hvad?

»Nej, det er altså ikke det mest opmuntrende, jeg kan give dig,« svarer vagthavende hos DMI Thyge Rasmussen på BTs spørgsmål.

»Onsdag og torsdag bliver nogle meget pæne dage. Det er ikke egentlige sommertemperaturer, kun op til 20 grader, men med tanke på, at det ikke har været så godt vejr den senere tid, er det jo også meget rart.«

Thyge Rasmussen hæfter sig dog ved, at den kraftige blæst tager af onsdag og bliver til jævn vind, hvorfor vejret straks vil føles meget bedre. Og torsdag bliver den yderligere svagere, oplyser han.

»Fredag bliver ugens værste dag med regn. Det bliver ikke vildt dramatisk, men der vil være en del byger - især i de sydlige dele af landet. Temperaturerne er ikke så tossede med et par og tyve grader,« siger Thyge Rasmussen.

Men efter ugens værste dag kommer den bedste.

»Lørdag holder det ikke fuldstændigt tørt, da det vil regne en smule i det nordvestlige Jylland. Men det begynder at ligne sommer. Temperaturerne sniger sig op på 23 grader,« siger Thyge Rasmussen.

Søndag begynder det ifølge den vagthavende at gå ned ad bakke igen. Det vil holde tørt det meste af dagen, men om aftenen vil det blive regnvejr.

Men hvornår kommer sommeren så?

»På den lange bane er det ikke til at se, at den kommer. Jeg kan se omkring ti dage frem, og der kommer en lang periode med meget regn.«