DMI varsler om kraftig blæsende vind på Nordsjælland, man skal især passe på ved kysterne.

Kort efter klokken 21 har DMI udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke. Varslet gælder for Nordvestsjælland, Vendsyssel, Læsø, Jammerbugt, Helsingør, Halsnæs, Gribskov, Norddjurs og Thisted. Det er især ved kysterne, at man måske skal passe ekstra på, fortæller DMI's vagtchef, Henning Gisselø.

»Kraftige vinde har passeret Nordjylland. Vindene er nu ved Sjællands Odde og Kalundborg, og den er på vej videre. Vinden er især kraftig ved kysterne. Hvis man ikke skal ud, så er det bedre at blive indendørs. Det kan være farligt, hvis man får noget i hovedet,« siger Henning Gisselø.

Blæsten og de kraftige vindstød fortsætter nok til lørdag. DMI forventer kuling 14-18 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s, lyder det på dmi.dk.

»Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik,« skriver DMI på sin hjemmeside.

Henning Gisselø fortæller, at hvis du skal over en bro i aften, bør du ikke være nervøs. Det voldsomme vejr vil formegentlig ikke have konsekvenser for broerne, dog kan Øresundsbroen være lidt mere udsat end de andre.

Det er heller ikke nødvendigt for husejerne ved vandet at være bekymrede, da vandstandene ikke kommer til at stige, det fortæller vagtchefen hos DMI.

Desværre er det varme forårsvejr ikke at se i kikkerten foreløbigt. Vejret i lørdag bliver lige så koldt, som det har været hele ugen.

»Vejret i morgen bliver blæsende, der kommer nok solskin, enkelte byger og omkring 10 graders varme. Det er det kølige vejr, som fortsætter den næste uge. Der er ikke noget varmt forår i sigte,« fortæller Henning Gisselø