Hvis ikke veje og fortove er saltet torsdag morgen, så kan det blive en sand omgang Bambi på glatis.

Danmarks Meteorologiske Institut har onsdag udsendt en meddelelse om, at der natten til torsdag er risiko for isslag i store dele af landet. Og det er vest på, man skal være særdeles opmærksom, fortæller vagtchef hos DMI Steen Rasmussen.

»Vi regner med, at der kommer noget isslag i løbet ad natten. Vi forventer, det primært rammer Jylland sidst på natten og bevæger sig længere øst på. Vi tror, at det kommer til at gå i stå, så det ikke rammer Midtsjælland eller København,« fortæller vagtchefen til BT.

DMIs meddelelse er ikke et decideret varsel, men blot en risiko. Vagtchefen uddyber det med, at man ikke forventer, at der kommer meget, men at det stadig kan være seriøst.

»Det er i små mængder, vil jeg sige. Men da vi har temperaturer under frysepunktet, kan vi godt få frysende, glatte veje, hvis der ikke er saltet,« fortæller han.

I øjeblikket ligger der et højtryk øst og nord for Danmark. Det gør blandt andet, at en række lavtryk, der rammer Storbritannien med kraftig vind hen over de næste dage, ikke kommer til at ramme Danmark.

Til gengæld har højtrykket koldere vejr med sig til de kommende dage.

»Der kan altid komme dage med vinterligt vejr igen. Vi har haft en vinter, hvor det kolde vejr ikke har holdt ved i lang tid, så det er formentligt bare en overgang. Men det ser ud til, at vi får vintervejr i næste uge,« siger Steen Rasmussen.

Det betyder både dagstemperaturer omkring frysepunktet og mulighed for pletvis sne og slud.