Behold bare de korte bukser på lidt endnu.

Ovenpå en vanvittigt fantastisk fredag med over 30 grader varme flere steder i landet, ligger endnu en dejlig sommerdag foran os alle, lover DMI.

»Det bliver en rigtig fin lørdag. Vi har haft lidt tåge her til morgen, der lige skal brændes af, men derefter bliver der godt med solskin.

Knap så varmt som fredag, for vi har fået lidt køligere vestenvind ind over os. Men vi snakker om 22-24 grader dér, hvor det bliver varmest,« siger vagthavende på DMI, Mogens Rønnebæk.

Men mens solgodterne fordeles gavmildt over hele landet i dag lørdag, ser det noget anderledes ud søndag.

Her kan størstedelen af Jylland godt forberede sig på, at de skal søge indendøre.

»Allerede i nat kommer der regn ind vestfra. Den kan godt blive kraftig, og lokalt kan der komme torden.

Søndagen vil være plaget af mange skyer og regn og byger rundt omkring, som hen over eftermiddagen fortsat til hænge over Jylland om eftermiddagen. Og derfor vil temperaturen næppe komme højere op end 17-18 grader.

Til gengæld ser eftermiddagen rigtig godt ud for den sydøstlige del af landet. Alt hvad der ligger syd for Esbjerg til hen over Nordsjælland vil søndag opleve, at temperaturerne kommer godt der op ad. Helt op på 25-28 grader.

Så i den del af landet, bliver det en rigtig fin og lummer eftermiddag,« lover Mogens Rønnebæk.

Næste uge bliver til gengæld knap så ophidsende.