Det dejlige sommervejr er så småt vendt tilbage. Vi skal lige over weekendens lidt ustadige vejr, men så kan vi også være heldige at få over 25 grader

Der er grå skyer og regndråber på weekendens vejrudsigt, men selvom prognoserne står på regn, så er det ikke helt så slemt, som det ser ud.

»Det er sommeregn, vi får. Så selvom der kan komme op til 15 mm regn lokalt, er det stadig lune temperaturer, vi har. Vi får 18 - 23 grader og varmest i de sydvestlige egne. Det vil regne lørdag morgen med opklaring hen ad dagen,« siger vagthavende ved DMI, Jesper Eriksen.

Søndagen byder på vekslende skydække, men så er der også håb forude for folk med hang til shorts og badetøj. Danmark kommer nemlig til at ligge midt i mellem et kraftigt højtryk og nogle dybe lavtryk i vest, skriver DMI i deres månedsprognose, og det kan betyde lunere temperaturer.

»Der er sommervejr på vej, og hvis vi er heldige, så rammer det også Danmark med mulighed for over 25 grader,« siger Jesper Eriksen.