X Factor er fyldt med talentløse og tonedøve kattejammer-sangere. De ved det bare ikke selv. De er så talentløse, at de ikke kan bedømme, hvad forskellen på godt og dårligt er.

Denne effekt kaldes for Dunning-Kruger effekten. Kort fortalt betyder den, at vores uvidenhed begrænser vores evne til at erkende vores egen uvidenhed.

- Når du er inkompetent, er de evner, du skal bruge for at gøre det godt præcis de samme evner, du skal bruge for at kunne genkende, hvad der er godt, siger psykolog David Dunning til New York Times. Han lavede sammen med psykolog Justin Kruger undersøgelsen af fænomenet i 1999.

Ifølge Dunning-Kruger effekten, opdager X Factor-deltagerne aldrig deres egne fejl og mangler, da de ikke har evnen til at adskille skønsang fra karaoke-sang. Det fører til, at de bliver selvindbildte vidundermennesker, der ikke selv mener, at de kan begå fejl.

Da de aldrig opdager deres egne manglende sangevner, vil de ikke nødvendigvis forstå, hvis andre fortæller dem, at de synger elendigt.

- I de tilfælde, hvor deltagerne rent faktisk troede, at de sang godt og efterfølgende bliver kede af det, kan der være tale om en psykologisk effekt, siger Kim Schrøder, professor i kommunikation på RUC, men slår fast, at de fleste elendige sangere i X Factor godt ved det.

- I vores kultur skal man vise, at man kan blive rig og berømt. Mange tager chancen i X Factor, selvom de godt ved, at de nok ikke går videre. Går den så går den. De er tilfredse med, at de fik iscenesat sig selv, siger han.

Dunning og Kruger undersøgte amerikanske studerende, der havde været til en grammatik-prøve. De studerende blev spurgt, hvor godt de troede, de klarede sig. Det viste sig, at dem der klarede sig dårligst til prøven, var mest tilbøjelige til at tro, at de klarede sig godt.

- Man skulle mene, at de ville være i stand til at vide, om de havde svaret rigtigt eller forkert under prøven. Alligevel var der studerende, der var virkelig dårlige til grammatik, som ikke vidste, at de var dårlige til grammatik. Vi regnede med, at de havde en idé om deres niveau - og at de ikke havde det, det overraskede os virkelig, siger David Dunning.

Dunning-Kruger effekten kan være forklaringen på, at mange X Factor-deltagere modsætter sig Blachman, Rosendahl og Cutfathers sandheder og nedadvendte tommelfingre. Det kan være forklaringen på, at de mener, de er Danmarks svar på Elvis eller Beyonce.

- Uvidenhed avler oftere selvtillid end viden, sagde Charles Darwin. Det havde han måske ganske ret i.