Det lykkedes en snedig blæksprutte fra New Zealand at gennemføre en ’nøje planlagt’ flugtplan fra sit fangenskab i National Aquarium og ud i friheden til det åbne hav.

Blæksprutten Inky, der er på størrelse med en rugby-bold, har højst sandsynligt haft muligheden for at bryde ud, fordi låget til hans akvarium var blevet efterladt på klem ved en fejl.

Derfra skulle blæksprutten Inky have fortsat sin ottearmede flugt ud i friheden gennem et afløbsrør, som fører direkte ud i havet.

Selvom direktøren af National Aquarium synes, det er trist, kommer det nu ikke bag på ham, for blæksprutter er exceptionelt dygtige til at flygte, og det er en del af deres natur.

»Jeg tror ikke, han var utilfreds med os eller følte sig alene, selvom blæksprutter er ensomme væsner. Men han er sådan en nysgerrig dreng. Han ønskede at finde ud af, hvad der sker på den anden side. Det er bare hans personlighed,« siger direktøren Rob Yarrell til The Guardian.

Personalet tror, at flugten er sket midt om natten, mens der hverken har været personale eller gæster på stedet.

Inky er formodentlig kravlet op til toppen af sin store glasbeholder, har vippet låget til side, vandret ned langs ydersiden af glasset og fortsat sin tur henover gulvet.

Tre-fire meter længere fremme er der et afløb i gulvet, og teorien går på, at sprutten fik færten af frihed, løftede dækslet og klemte sin store krop ned gennem åbningen.

Her fortsatte han med en klatretur 50 meter ned gennem et tilkoblet afløbsrør, som leder ud i havet.

Fordi blæksprutter ingen knogler har, er de ekstremt smidige og kan smyge sig igennem selv de mindste steder. De er også kendt for at have en høj intelligens og være i stand til at bruge redskaber.

Inky blev bragt til det new zealandske akvarium for flere år siden af en lokal fisker, der havde fundet ham vinklet ind i et krebsenet.

Inky var bange, og flere af hans lange lemmer havde taget skade. Siden er Inky kommet sig, og personalet har lært ham at kende som en nysgerrig, ualmindeligt intelligent og venlig blæksprutte.

Og efter Inkys flugt, kan man vist roligt sige, at han er i topform igen. I bedste Find Nemo-stil er han atter tilbage i sine vante våde omgivelser.

National Aquarium har ikke tænkt sig at lede efter eller efterlyse Inky, men vil ikke afvise, at han måske en dag kommer tilbage.

Der er ingen mistanke om, at Inky er blevet stjålet, og The National Aquarium har ikke planer om at skærpe sikkerheden efter Inkys flugt.