En egyptisk kvinde menes at være verdens tungeste menneske. Nu er hun blevet indlagt.

Eman Ahmed fra Egypten er muligvis det tungeste nulevende menneske i verden.

Den 36-årige kvinde har været ude af stand til at gå, siden hun var 11 år gammel, og siden er hun kun blevet større og større. Hun vejede ifølge Daily Mail omkring 495 kilo, da hun for en uge siden blev transporteret fra sit hjem i Egypten til et hospital i Mumbai i Indien.

En væg i hjemmet måtte angiveligt rives ned, og flyet, hun blev transporteret i, var et specialbygget fragtfly. Men håbet er, at indlæggelsen vil redde hendes liv. Problemet er bare, at hun er for stor til at blive opereret, så nu venter en slankekur forude.

Foto: Privatfoto
Vis mere

- Vi er nødt til at få hende i form, så vi kan operere hende. Operationsbordet kan holde til 450 kilo, men elevatoren er kun 141 centimeter bred. Eman måler lige nu 151 centimeter, siger bariatrisk kirurg Dr. Muffazal Lakdawala, der specialiserer sig i fedme, ifølge det britiske medie.

Og indtil videre går det fremad for den tunge kvinde. I løbet af de fem dage, hun har været indlagt, har hun således tabt sig imponerende 30 kilo blot ved at holde sig til en stram diæt bestående udelukkende af protein- og fiberholdige drikkevarer - i alt 1.200 kalorier dagligt.

Målet er, at diæten skal sikre, at hun taber sig 50 kilo, før hun ryger under kniven.

- Først når vi har fået styr på de fedmerelaterede sygdomme, og Eman har tabt sig, vil vi begynde at operere, siger Muffazal Lakdawala.

Livslang sygdom


Eman Ahmed blev angiveligt født med sygdommen elefantiasis, der forårsager ekstrem vækst i lemmerne. Allerede da hun kom ud af sin mors mave, vejede hun fem kilo.

Hun har altid været overvægtig, men allerede som 11-årig var hun for tung til at gå. Da begyndte hun at kravle, når hun skulle bevæge sig.

Ydermere fik hun et slagtilfælde som barn, og det gjorde, at hun var tvunget til at ligge i sin seng dagen lang. Og herfra gik vægten kun opad.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Der var imidlertid flere faktorer, der gjorde, at hun ikke bare kunne hoppe på et fly og tage afsted med det samme. For det første var der ingen flyselskaber, der ville tage hende med, og for det andet havde hun problemer med at få et visum til Indien.

Sidstnævnte kom dog i stand, efter Dr. Lakdawala sendte et tweet afsted til Indiens udenrigsminister og bad om hjælp. Og siden blev det altså arrangeret, at Eman Ahmed blev transporteret i et specielt fragtfly liggende i en specialbygget seng.

Da kirurgen Dr. Muffazal Lakdawala fra Indien så hørte om Emans tilfælde i oktober, tilbød han at behandle hende uden omkostninger.