En kvindelig fotograf satte - uden selv at vide det - sit liv på spil, da hun tog dette billede i en nationalpark på Madagaskar. Det var først, da hun så billedet på sin computer, at hun bemærkede, hvor tæt hun havde været på et dødsensfarligt rovdyr.

For umiddelbart er der fred og ingen farer på det billede, som 37-årige Julia Sundukova fra Rusland tog efter et besøg i Adasibe National Park. Men det, som ligner den rene tropiske idyl, kunne hurtigt have udviklet sig i en helt anden retning.

Under overfladen lurer nemlig et menneskeædende rovdyr, som den intetanende Julia Sundukova har været uhyggeligt tæt på, da billedet blev taget.

Ved første øjekast er det så godt som umuligt at spotte, og det var da også først, da den 37-årige kvinde fik uploadet billedet til sin computer, at hun fik chokket. Få meter fra hende lå en nilkrokodille gemt væk under de grønne planter.

»Du kan tro, at jeg blev overrasket, da jeg pludselig så et krokodilleøje på computerskærmen. Der fandt jeg ud af, hvor tæt jeg havde været på en af naturens hurtigste menneskeædere,« fortæller Julia Sundukova til TV 2 Norge.

På billedet herunder kan det tydeligt ses, hvor tæt den 37-årige kvinde befandt sig på det glubske rovdyr, da hun intetanende tog sit billede.

Det glubske rovdyr havde ligget på lur blot få meter væk, mens Julia Sundokova tog sit billede.
Det glubske rovdyr havde ligget på lur blot få meter væk, mens Julia Sundokova tog sit billede. Foto: Yulia Sundukova
Vis mere

    
     Foto: Yulia Sundukova
Vis mere

Netop nilkrokodillen er kendt for at have mange menneskeliv på samvittigheden og har derfor ofte fået ry for at være en regulær 'menneskeæder'.

Arten lever i søer og floder rundt omkring i både Afrika og Madagaskar. Det anslås, at nilkrokodiller, der kan blive op til seks meter lange med en kampvægt på 1000 kilo, hvert år dræber op mod 200 mennesker. Den betragtes derfor som en af dyrerigets største trusler mod mennesker.