Den store vamsede pandabjørn skiller sig mærkbart ud fra resten af bjørnefamilien med sine karakteristiske sort-hvide farver. Nu har forskere undersøgt nærmere, hvorfor den bambusspisende bjørn har netop dette mønster, skriver sciencealert.com ifølge Videnskab.dk.

Dyrs farver og mønstre kan have en række årsager og funktioner lige fra at skræmme fjender til at lokke potentielle mager til.

For at finde årsagen til et bestemt dyrs farver sammenligner forskere tit med lignende arter. Den strategi kan man dog ikke bruge på pandaen. Der er nemlig ingen andre dyr, der har et mønster, som kan sammenlignes med den asiatiske bamse.

Læs mere på Videnskab.dk: Derfor har zebraen striber

Derfor måtte forskere fra University of California og California State University undersøge pandaens mønster ved at se på hver kropsdel hver for sig og sammenligne dem med koloreringen på i alt 39 bjørne-underarter samt 195 kødæder-arter med særligt fokus på, hvor dyrene levede.

Ifølge forskernes granskning ser det ud til, at pandaens føde, bambusskud, har en del af æren for pandaens sort-hvide mønster.

Bambus er nemlig ikke let af fordøje. Det kompenserer pandaen for ved at bevæge sig så lidt som muligt. Alligevel er det svært for dem at gemme nok fedt til, at de kan komme igennem den hårde vinter. Og derfor kan det være nødvendigt for pandaen at passe ind i flere forskellige levesteder.

Læs mere på Videnskab.dk: Pandabjørne bruger forbavsende lidt energi

Derfor bliver pandaen nødt til at lede efter mad hele året rundt. De hvide maver og hoveder hjælper dem derfor med at falde ind i snehvide baggrunde, så de lettere kan skjule sig for eksempelvis sneleoparder om vinteren.

De sorte ben kan til gengæld hjælpe dem med at gemme sig i skyggerne i tropiske bambuslunde, hvor de opholder sig i den varme del af året.

Forskerne gætter på, at de sorte øjne hjælper dyrene med at kommunikere med hinanden, eller med at signalere fare til fjender. Også de sorte ører kan være et faresignal.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Sådan ser du, om din hund er glad for at se dig

Hvorfor er lorten brun?

Endelig fastslået: Så lang er en gennemsnitlig penis