En mandlig cyklist i den kinesiske millionby Ningbo kan takke de højere magter for, at han stadig er i live.

Forleden overlevede han mirakuløst at blive kørt over af en flere tons tung lastbil med en container, da lastbilchaufføren i en klassisk højresvingsulykke overså cyklisten i et vejkryds.

Ulykken blev fanget på video fra overvågningskameraer på stedet. Ellers havde den uheldige/heldige cyklist muligvis haft svært ved at få folk til at tro på, hvad han havde været ude for.

Selv om han ved påkørslen bliver kastet ind under fronten på lastbilen, har han på ufattelig vis held til at undgå at blive ramt af et eneste af de 14 hjul.

I stedet kan han straks efter rejse sig, stærkt forpjusket og chokeret, da det står klart, at han heldigvis kom til at ligge lige mellem alle hjul, mens lastbilen kørte over ham. Derfor nåede lastbilchaufføren i første omgang heller ikke overhovedet at bemærke noget, og fortsatte uanfægtet fra uheldsstedet.

Tilkaldt sundhedspersonale kunne ifølge kinesiske medier kort efter konstatere, at den ramte cyklist var sluppet med overfladiske hudafskrabninger.