Det der skulle have været et romantisk og følelsesladet øjeblik for kæresteparret Stephen Richardson og Brandi Runyan blev pludselig afløst af skræk og rædsel. De var sammen med fem andre steget ombord på en varmluftballon i Noblesville i USA. Stephen havde i al hemmelighed taget en vielsesring med sig og ville overraske Brandi med frieri, mens de var ombord på ballonen.

Da solen gik ned over Noblesville, faldt Stephen på knæ for at fri til sin kæreste. Hun sagde ja, og det lykkelige par nåede at tage et foto umiddelbart efter seancen. Men det der skete efterfølgende, er formentlig ikke noget, der vil vække specielt lykkelige minder hos det nyforlovede par.

Da den store varmluftballon lagde an til landing og begyndte at bevæge sig ned mod jorden, skete der pludselig noget fatalt.

Ballonen ramte angiveligt nogle højspændingsledninger og brød efterfølgende i brand. De syv passagerer blev blændet af lyset fra eksplosionen og den efterfølgende sorte røg. Umiddelbart efter eksplosionen styrtede ballonen ned på en nærliggende mark.

På mirakuløs vis, kom ingen af de syv ombordværende alvorligt til skade.

- Jeg ved ikke, om det var vindforholdene, eller hvad der skete. Vi vidste at vi skulle lande og vi så højspændingsledningerne komme lige i mod os, siger Stephen Richardson til ABC News og fortsætter.

- Da vi ramte ledningerne, sagde piloten, at vi skulle dukke os. Vi var alle sammen omgivet af flammer og var totalt i chok, lyder det fra Stephen.

Hverken Stephen eller Brandi betragter dog episoden som et dårligt tegn.

- Hun ville have en oplevelse for livet, og hun fik én, sagde Stephen Richardson.

Se videoen, hvor luftballonen bryder i brand i videoen ovenfor.