Verdens højeste kvinde, kineseren Yao Defen, er død.

Ifølge kinesiske medier ragede Yao Defen 2,36 meter op i luften. Guiness World Records vurderede hende til at være tre centimeter lavere. Man kan dog diskutere betydningen af de tre centimeter, når man er oppe i de luftlag, og Yao Defen vejede desuden knap 200 kilo.

Da Yao Defen blev optaget i Guiness World Records i 2010, var der noget, der tydede på, at hun stadig voksede sig højere på grund af en tumor, der påvirkede produktionen af væksthormon i hendes krop.

Yao Defen




Yao Defen døjede med helbredet og var sengeliggende længe, inden hun som 40-årig døde i hjembyen Luan i Anhui-provinsen den 13. november.

Verdens højeste kvinde gennem tiden var også kinesisk, skriver norske vg.no. Rekordindehaveren hed Zeng Jinlian og var hele 2,48 meter høj, da hun allerede som 17-årig døde i 1982.