Tiffany Ahlers vidste godt, at en graviditet kunne være vanskelig. Hele tre gange havde hun aborteret ufrivilligt, og derfor var hun også nervøs, da hun blev gravid igen.

Det skriver Daily Mail i Australien. 25-årige Tiffany Ahlers livmoderhals er forkortet, men dette mente lægerne, at de kunne ordne ved at sy hende med et par sting.

Det hjalp dog ikke Tiffany Ahlers, og efter 23 uger gik det galt. Da hun var blevet syet, overnattede hun på hospitalet. Midt om natten gik vandet, og den australske kvinde var hurtigt omringet af læger.

De frygtede for barnets liv og forberedte hende på det værste: barnet havde kun 17 procents chance for at overleve.

Tiffany Ahlers nægtede dog at tro på, at hendes barn ville dø:

»Lægerne blev ved med at stille mig alle mulige spørgsmål om, hvorvidt de skulle forsøge at genoplive babyen, når den kom, og jeg tænkte bare 'Jeg mister ikke dette barn',« fortæller hun.

Og efter tre dage skete et mirakel.

Foto: Privat
Vis mere

Tiffany Ahlers' fosterhinde var vokset sammen, hvilket er noget, der sker yderst sjældent. Det betød, at fødslen stoppede, og at babyen kunne blive inde i maven.

Faktisk fortalte hendes læge hende, at han kun havde hørt om én kvinde, det samme var sket for, og de jokede med, at hendes livmoder måtte være magisk.

Herefter tog den australske kvinde det stille og roligt, og først i uge 29, da hun fik lov til at tage hjem til 'babyshower', begyndte hun for alvor at tro på, at hendes barn ville overleve.



Efter 34 uger begyndte hun at bløde fra de sting, lægerne havde givet hende, fordi babyen var blevet så tung. Lægerne fjernede stingene, og der gik seks dage før fødslen startede.

Hun fik datteren Kaitlyn, der vejede 2.500 gram.

»Det var alt sammen lidt uvirkeligt for mig. Min baby var her virkelig,« fortæller Tiffany Ahlers, der ofte tænker på sig selv som værende utrolig heldig.

Lille Kaitlyn er i dag 20 måneder gammel - og sund og rask.