Hver gang Basims ’Cliche Love Song’ bliver præsenteret i radioen, sidder John Christiansen i sin lejlighed i Viborg og tager sig til hovedet. Det næste, han gør, er at slukke radioen. Hans undulat Pipper går nemlig amok, hver gang den danske sanger skråler af sted med velkendte linjer som ’skuba duba dabda dididaj’.

»Det er nærmest dyreplageri at lade den høre Basim. Det er ærgeligt, for jeg kan ellers godt lide ham. Det er jo derfor, jeg spiller det,«, siger John Christiansen, der ikke vil spille mere Basim, da han er bekymret for sin fugls helbred.

Han troede på et tidspunkt, den ville få et hjertestop.

»Den reagerer slet ikke på hverken Michael Jackson, Céline Dion eller Tina Turner eller noget andet musik. Men lige så snart Basim kommer på, så går den amok. Den ser simpelthen rødt,« fortæller undulatejeren, der måtte berolige sin 22-årige datter, da de begge ville undersøge om det virkelig kunne passe, at den ikke ville høre Basim - igen var Pipper nemlig ved at splitte buret ad.

»Alle andre Grand Prix-sange har den det fint med - men Basim kan den ikke klare,« siger John Christiansen, der også har prøvet at spille panfløjtemusik for sin fugl, men det generede den heller ikke.

Siden viborgenseren opdagede Pippers misbehag ved Basims musik har han anskaffet flere andre undulatter til at holde den med selskab. Han troede, at det måske bare var fordi, at Pipper var alene.

Men nej. Han testede det igen, og denne gang filmede hans datter det - imens Pipper havde besøg af sine nye venner, og den ellers fredelige undulat gik straks igang med at splitte sin gynge ad, som videoen foroven viser.

Undulatter er normalt glade for musik

Næstformanden i Dansk Undulat Klub, Børge Roest Kristensen, har aldrig hørt om lignende.

»Der kommer meget liv i mine undulater, når de hører musik. Men de opfører sig ikke tosset«, siger Børge Kristensen, der selv har mellem 60 og 100 undulater.

»Normalt er de stille, men hvis jeg tænder for musikken begynder de alle sammen at kvidre,« siger han.

Undulatentusiasten bruger endda en radio til at vende sine undulater til anderledes lyde, da han har dem med på udstillinger. De er mere rolige, når han har dem med, hvis de har lyttet til radio i en periode.

»Radio er perfekt til at lære dem om lyde, da der både er snak og musik. Jeg har radioen tændt for dem i en time, og slukker den så igen en time,« fortæller Børge Roest Kristensen.