En 41-årige englænder brugte ifølge anklagerne mod ham dating-sider til at lokke unge mænd ind i sit spind.

Det skriver engelske Metro.

Den 41-årige kok bedøvede og myrdede ifølge sagens anklager fire unge mænd, som han mødte på dating-sider for homoseksuelle, herunder 'Grindr', der er en af de allerstørste dating-hjemmesider for netop homoseksuelle. Manden afviser alle anklager mod ham.

Den sigtede er blandt andet anklaget for at invitere sine ofre hjem til sin lejlighed i Barking i det østlige London, hvor han bedøvede dem med høje doser af GHB, som er et stærkt bedøvelsesmiddel, hvorefter han efterfølgende voldtog dem, mens de var bevidstløse. Derefter slog han fire af dem ihjel, lyder det ifølge anklagerne.

Den 41-årige mand trak angiveligt ligene hen i nærheden af en kirkegård, og i visse tilfælde skrev han falske selvmordsbreve for dem. Deres kroppe blev derefter opdaget i løbet af de næste 15 måneder.

Manden er på anklagebænken i Old Bailey og er anklaget for 29 overtrædelser. Herunder fire mord, syv voldtægter, fire såkaldte uanstændige overgreb og ulovlig stofbesiddelse.

Ifølge anklager Jonathan Rees havde manden foretaget sex-angreb på 12 unge mænd over en periode på tre og et halvt år.

De fire døde er Anthony Walgate på 23 år fra Hull, Gabriel Kovari på 22 år fra Lewisham i det sydlige London, Daniel Whitworth på 21 fra Gravesend i Kent og 25-årige Jack Taylor fra Dagenham i det østlige London.

»Mandens adfærd var drevet af en umættelig appetit for at have samleje med yngre homoseksuelle mænd, mens de var bevidstløse på narkotika,« sagde Jonathan Rees til Metro.

Den 41-årige mand er anklaget for at medicinere 11 af sine ofre ved at tilsætte stoffer i deres drinks, hvorefter han filmede at have sex med de bevidstløse mænd. Retten fik også at vide, at han havde smag for 'narkovoldtægtsporno'.

De retsmedicinske undersøgelser af ofrene viste, at de alle var død af en overdosis GHB. De var alle i begyndelsen af ​​20'erne.