Det var held i uheld, da fiskeren Ross Chapman tirsdag drog ud på vandet. I første omgang var der gevinst, da han fik en stor marlin på krogen. Desværre for ham faldt han efterfølgende i vandet.

Det skriver Mirror. Ross Chapman har som mål at fange 'den største blå marlin', han kan finde i vandet, og tirsdag lykkedes det for ham at fange i hvert fald en kæmpe af slagsen, da han sejlede ud alene ved Australiens vestkyst.

Da Ross Chapman fik den store fisk på krogen omkring klokken ni om morgenen, nåede han at sige det over radioen. Ifølge BBC skulle han efterfølgende til at tage fisken af snoren, da han kom til at skubbe til sit GoPro-kamera (et kamera, du kan påføre dig selv eller andre ting for at få billeder i øjenhøjde, red.), som sad fast på båden.

Han forsøgte at gribe ud efter det, hvilket resulterede i, at han faldt overbord. I første omgang lød meldingen, at det var fisken, der trak ham over bådkanten, men det har han selv afvist.

Ross Chapmans båd var indstillet til, at den marlin han havde fanget, kunne svømme med ved siden af båden, og båden sejlede videre uden ham ombord.

Ross Chapman blev derfor 'efterladt' i vandet næsten 55 kilometer fra kysten og uden redningsvest på. Det var rent held, at nogen opdagede, at han var forsvundet. En anden båd på vandet opdagede den store marlin, der havde taget omkring 700 meter af linen fra fiskestangen.

Og her bemærkede de, at der ikke var nogen ombord på Ross Chapmans. De slog med det samme alarm, og redningsfolk blev sendt ud på vandet.