Det britiske udenrigsministerium vil ikke gå på kompromis med landets nationalarv, uanset hvilke besparelser landet ellers er ude i. Således fik en 120 år gammel slange for nylig en kærlig opgradering til en værdi af 10.000 pund. Det skriver flere britiske medier.

Den udstoppede slange, »Albert«, har sin vante plads i det britiske udenrigsministeriums bibliotek, hvor den fungerer som nostalgisk klenodie fra dengang, landet var et imperium, som herskede over store dele af verden. Den blev i sin tid givet til det koloniale sekretariat af en biskop fra Guyana.

Ifølge Udenrigsministeriet var den seks meter lange Albert i en så ringe forfatning, at den krævede en gennemgribende restaurering.

En talsmand fra udenrigsministeriet afviste blankt en antydning af, at en forskønnelse af Alberts udseende måske ikke var den vigtigste prioritering for en regering, som blot for en måned siden advarede sine vælgere om hårde økonomiske beslutninger i den nærmeste fremtid.

- Det er selvfølgelig en del penge, men han er også en meget stor slange. Vi vil ikke holde os tilbage, når det gælder vores dedikation til at bevare dette nationalhistoriske klenodie, var svaret.

BNB