Stjålne hortensia-stiklinger er en gåde for politi og borgere i Vestjylland. Det menes dog, at der er gode penge i at sælge de stjålne planter videre.

Midt- og Vestjyllands Politi har fået flere anmeldelser om tyverier af hortensia-stiklinger i Videbæk-området, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Det utraditionelle tyveri undrer både blomsterglade borgere såvel som politiet, for ingen ved helt præcist, hvad tyvene får ud af at stjæle stiklingerne.

- Det er første gang, vi oplever hortensia-tyverier. Vi har modtaget fire-fem anmeldelser primært omkring Videbæk-området, fortæller Jan Nørum fra Midt- og Vestjyllands Politi i Ringkøbing til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Men det er ikke kun en lokal tyveridille, der nu har ramt Videbæk. I efteråret har flere medier berettet om tyverier af hortensia-stiklinger i både Brande, Hammerum, Tulstrup og Gjellerup i det midtjyske. Fænomenet er også kendt i Tyskland.

Hvorfor tyve bevæger sig ind i private haver for at stjæle hortensia-stiklinger, er en gåde for politiet, men Jan Nørum giver et forsigtigt bud:

- Det siges, at hortensiaen har nogle frø lige nu, som kan bruges til plantning. Tyvene får cirka 10-15 kroner per top, hvis de sælger videre, fortæller Jan Nørum dog uden at ville fremstå som botanik-ekspert.

En pæn havehortensia koster fra omkring 150 kroner og op, og er de senere år blevet en meget populær plante, fortæller Jakob Jensen Jakobs Blomsterforum i Skjern til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.