En mand på 60 år fra Kerteminde tabte underkæben, da han fandt ud af, at Lottogevinsten var noget større, end han havde regnet med.

Han troede, at han havde vundet 41 kroner. Manden, som ønsker at være anonym, havde set et opslag på Facebook om, at der var købt en vinderkupon i Munkebo, og så begyndte han at undre sig.

»Jeg nåede lige at tænke ’mon det er mig?’, men det kunne jeg alligevel ikke helt tro på,« siger han til Danske Spil.

Men det var det.

»Damen i kiosken blev helt elektrisk og sagde: nej vent, der kommer en kupon til. Jeg tror sørme, du skal en tur i banken,« fortæller den glade vinder.

Den 60-årige vandt en million kroner på den ugentlige millionærgaranti, hvor der hver lørdag trækkes lod blandt alle gevinstvindere om en ekstra million. Så selvom han i første omgang kun havde vundet 41 kroner - kom der lige en million oveni det lille beløb.

Heller ikke vinderens kone kunne helt tro på det.

»Da jeg fortalte det til min kone rystede hun bare på hovedet og sagde, at sådan noget må jeg ikke engang sige for sjov,« siger han.

Pengene skal de bruge på afbetaling af gæld.

»Det bliver rigtig rart at få gælden ud af verden, så vi ikke behøver at spekulere på det i hverdagen,« slutter han.