Da Kali Kanongatas kone mandag gik i fødsel, besluttede manden, der er bosiddende i Californien, sig for at filme livets mirakel - han vidste bare ikke, at han sendte det hele live ud til resten af verden.

Det var meningen, at Kali, som oprindelig stammer fra Stillehavsstaten Tonga, ville filme sin kones fødsel, så familien hjemme på Tonga kunne se med via Facebook Live.

Men den ellers ret private begivenhed blev i stedet sendt ud, så resten af verden kunne følge med. Og i skrivende stund har over en kvart million mennesker set filmen, som nu ligger på Facebook i en 45 minutter lang video.

Det gik først op for Kali, at han faktisk sendte, så alle potentielt kunne følge med, da der begyndte at løbe kommentarer ind til livesendingen, som du kan finde en video af på Facebook her.

Da gik det op for Kali, at der var flere tusind seere på hans optagelse.

Han overvejede et øjeblik at stoppe med at sende fødslen via Facebook Live, men kom så på andre tanker.

'Bare jeg holdt det børnevenligt'
»Der er så meget negativt på Facebook, så jeg tænkte, at det her ville noget positivt. Jeg tænkte, at så længe jeg holdt det børnevenligt - det er jo en fødsel - så var det noget, man kunne blive glad af,« forklarede Kali Kanongata til People.com.

Han har sidenhen modtaget en del kritik for livevideoen, specielt fra folk, som mener, at Kali Kanongatas fødende kone, Sarah Dome, ikke burde blive udstillet på en video, som alle potentielt kan se.

Men det tager hverken Kali eller Sarah så tungt.

»Vi ser det bare som noget positivt. Jeg ved, at nogle folk er vrede over, det ikke er privat, men jeg er fra Tonga, og for år siden var der vandfødsler i fuld offentlighed. Jeg tænkte ikke meget over at gemme det væk, for vores kultur har gjort det på den måde i tusindvis af år,« uddybede Kali.

Det kan i øvrigt nævnes, at Kalis familie på Tonga faktisk så med, da parrets nye søn kom til verden.