RUSLAND: Hvad skal man stille op, når man ikke kan sove, fordi en gruppe unge ikke vil holde op med at larme uden for ens vinduer?

De fleste ville nok overveje at ringe efter politiet, men det gælder ikke russiske Radik Sahov. Da han gentagne gange uden held havde bedt en gruppe unge mænd om at skrue ned for larmen, hentede han resolut en håndgranat og kastede efter dem.

»Han siger, at de unge bare grinede af ham, så derfor tabte han besindelsen. Han kom tilbage med en gammel, men stadig fungerende håndgranat fra sovjettiden, som han kastede mod dem,« fortæller Dmitri Kozlov, talsmand for politiet i byen Orenburg, til Daily Express.

Radik Sahov har fortalt, at han blot forsøgte at skræmme de unge, men fem af de unge mænd kom alvorligt til skade, da granaten eksploderede.

Den vrede mand er nu sigtet for drabsforsøg og overtrædelse af loven om opbevaring af sprængstoffer.

BNB