Nogle dage er altså bare bedre end andre.

Det må siges at være sandt for den kvinde, der i lørdags vandt intet mindre end 1.000.000 danske kroner.

Men selvom beskeden var særdeles glædelig, var kvinden, der ønsker at være anonym, ikke spor glad, da Danske Spil ringede og afbrød familien midt i aftensmaden. Hun var snarere irriteret, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

»Jeg kunne se, at der var en del ubesvarede opkald på telefonen, og endte så med at tage den, da den ringede igen,« fortæller Lotto-vinderen, der bor med sin familie i Storkøbenhavn.

Danske Spil spurgte i telefonen, om kvinden havde set, at hun var vinder af 90 kroner. Kvinden var sikker på, at selskabet ville sælge hende en kupon eller lignende, og hun afbrød derfor.

»Der er så mange, der ringer og vil sælge noget. Så jeg afbrød og sagde: Jeg har faktisk overvejet at sige mit abonnement op. Jeg mener... vi var jo midt i maden,« fortæller Lotto-vinderen, der er indehaver af en automatisk Lotto-abonnement.

»Hun (red. Danske Spil) bad mig lige høre hende til ende. Og bagefter blev jeg helt paf. Jeg blev faktisk lidt flov,« siger kvinden, der var den heldige vinder af en million-lodtrækning blandt alle eksisterende vindere.

»Jeg begyndte jo at grine, da hun sagde det med millionen. Jeg spurgte hende flere gange, om det passede,« siger hun.

Imens havde børnene vendt det hvide ud af øjnene, da de ikke forstod moderens reaktion. Manden spiste blot videre som om ingenting var hændt.

Den nu glade og forbavsede Lotto-vinder skulle til gengæld ikke have mere at spise.

»Jeg mistede fuldstændig appetitten. Fisken røg i skraldespanden,« forklarer hun.

Kvinden fortæller til Danske Spil, at det var været en fantastisk, men meget surrealistisk uge.