Kærestevold er et hit blandt unge. I en gennemsnitlig gymnasieklasse sidder der to piger, som for nylig har fået tæsk af deres kæreste.

Og nu er kærestevold også et hit på nettet. Et nyt gratis spil 'Hit the bitch' giver brugerne mulighed for at tæske løs på en ung pige ved brug af mus eller webcam. Siden spillet blev lanceret i fredags har det 72.000 været inde og tæske løs på pigen i spillet.

Jo mere man tæsker løs på hende, jo flere point får man. Ved at gennembanke tøsen, ændrer man langsomt status fra 'pussy' til 'gangsta'. Når hun går i gulvet, får man titlen 100% gangsta.

Men titlen ændrer sig hurtigt til '100% idiot'. For det er foreningen Børn og Unge i Voldsramte Familier, der har lavet spillet. Formålet er at sætte fokus på de mange unge piger, der får bank af deres kæreste.

- Budskabet er, at det ikke er fedt at slå. Det er en barsk måde at sige det på, men det er den eneste måde at nå unge drenge mellem 15-20 år på deres egne betingelser. Formålet er at fortælle dem, at det ikke er okay, at slå på piger, siger Kirsten Raffel Hermansen, der foreningens formand og daglige leder.

Risikerer I ikke, at spillet har den modsatte effekt og inspirerer nogen til at slå deres kæreste i virkeligheden?
- Det tror jeg ikke. Der skal mere til, for at dem der har den tendens begynder at udleve den.

Det er dog ikke kun unge piger der får tæsk af deres kærester. En del unge drenge er også udsat for kærestevold af deres kvindlige kærester, men foreningen har ikke lavet et spil, hvor det er en dreng som får bank. I stedet har foreningen lavet et skuespil, der handler om en ung fyr, der får tæsk af sin kæreste.

Prøv spillet her.