Stjal baby i 1987: Voksede op med forkert mor

Tirsdag blev Ann Pettway idømt 12 års fængsel for at kidnappe en lille pige i 1987.

Den i dag 25-årige Carlina White var kun tre uger gammel, da hun blev kidnappet fra et hospital i bydelen Harlem i New York, skriver nyhedsbureauet AP.

Pigen voksede intetanende op med sin kidnapper, der fortalte hende, at hun havde fået hende af en narkoman.

Lavede net af løgne
Det gik ikke op for Carlina White, at det hele var pure opspind før i 2011. Hun voksede op i Conneticut under navnet Nejdra Nance, og kom på et tidspunkt i tvivl om sin identitet.

På en netside for savnede personer fandt hun sit eget billede og opstøvede sin rigtige mor, Joy White. Hun har udtalt, at hun ønsker en lige så lang straf til kidnapperen, som hun har mistet år med sin datter.

Men det blev altså kun til 12 års indespærring til 50-årige Ann Pettway, der kendte sig skyldig for at få en mildere straf.

Kidnapper elsker stadig pige
- På grund af mine handlinger er så mange blevet såret, men jeg elsker hende fortsat. Hun er blevet en flot og smart ung kvinde, skrev Pettway i sin tilståelse.

Hun forklarede i retten, at hun stjal den lille pige, fordi hun brændende ønskede sig et barn og skabte et net af løgne for at skjule sandheden for hende.

Det kom også frem under retssagen, at Pettway havde brugt narkotika og slået Carlina White.

Den biologiske mor, Joy White, var rasende, da hun mødte hoben af journalister efter dommen.

- Jeg har mistet 23 år sammen med min datter. År som var fyldt med smerte og hjertesorg. Retfærdighed havde været et år for hvert, jeg var adskilt fra min Carlina, sagen hun efter retssagen.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her