I sidste måned brød en tyv ind i den afdøde Apple-grundlæggers hus og stjal computerudstyr for 350.000 kroner. Nu er en af de stjålne iPads fundet i hænderne på en klovn.

En klovn fik sig lidt af en overraskelse, da politiet anklagede ham for at have stjålet en iPad fra den afdøde Apple-grundlægger, Steve Jobs.

Kenneth Kahn, bedre kendt under kunstnernavnet Kenny The Clown, brugte iPad'en til at afspille musik, mens han lavede ballondyr til børnene. Den uheldige klovn havde ingen idé om, at den nye musikafspiller var stjålet, før politiet konfronterede ham på et lokalt marked, hvor han var hyret til at lave ballonshow.

Klovnen Kenny havde fået iPad'en af en ven, der skyldte ham penge for en ferie til Hawaii, som de havde planlagt. Det skriver The New York Times.

- Han skyldte mig 300 dollars for flybilletterne, så han sagde, han havde en Apple-computer, han ikke brugte mere, siger Kenneth Kahn til avisen.

- Jeg sagde 'fint' uden at vide, hvad der foregik, siger den 47-årige klovn.

Vennen, og tyven, Kariem McFarlin, blev afsløret, da han loggede ind på sin iTunes-profil på en af de stjålne iPads.

Computerudstyret er blevet leveret tilbage til Steve Job' pårørende sammen med et brev fra tyven, der undskylder mange gange over for Jobs' enke, siger politiet til The New York Times.

Angiveligt skulle Kariem McFarlin ikke være klar over, at han brød ind hos Mr. Apple-himself, for at negle det dyre, hvide udstyr.