Steinmetz indrømmer pinlig tv-brøler

Det er altid vigtigt at tjekke sine kilder, når man går på skærmen for at rapportere - især i TV2s nyhedsflagskib TV2 Nyhederne klokken 19.00

Men det havde TV2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz vist glemt, da han fortalte om nogle absurde udtalelser, som det republikanske kongresmanden Todd Atkin skulle være kommet med, skriver Journalisten.dk.

- Ham her Todd Akin, kongresmanden, der gerne vil vælges til senatet, som havde spændende udtalelser om abort i sidste uge, han har fornylig udtalt, at hvis bare babyer, spædbørn, får brystmælk, ja, så bliver de ikke homoseksuelle. Den slags spændende bemærkninger er med til at kaste grus i vindermaskinen, sagde han i en nyhedsreportage tirsdag aften.

Todd Atkin har været i modvind i amerikanske medier for at udtale, at voldtægtsofre kun sjældent bliver gravide, fordi den kvindelige krop ganske enkelt 'lukker ned' i den slags situationer, og derfor skal abort ikke tillades i forbindelse med voldtægt.

Men udtalelsen, som Steinmetz henviste til i nyhedsudsendelsen, kom fra satiresitet Daily Currant, som svarer til det danske RokokoPosten, og som laver grin med nyhedsstrømmen.

Det fik Berlingske-bloggeren og professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard til tasterne, hvor han rasede over den ringe kildekritik.

- Hvis jeg havde set indslaget, imens jeg havde haft travlt, så havde jeg nok ikke tænkt nærmere over det. Ham Todd Akin er jo kommet med nogle meget specielle udtalelser før. Men det ville så være mig som privatperson. Hvis man vælger at bygge et indslag op, hvor det her mere eller mindre er punch-line i historien - at republikanerne havde problemer i forhold til baglandet - så burde man gå videre end Twitter eller Daily Currant. Det er jo ikke amatørradio, det er TV 2's hovedudsendelse, uddyber Peter Kurrild-Klitgaard over for journalisten.dk.

Jesper Steinmetz erkender brøleren over for Journalisten.

- Det er rigtig pinligt, for det har jeg ikke dobbelttjekket. Det burde jeg. Jeg har det fra to af hinanden uafhængige republikanere, og der blev talt meget om udtalelserne på gulvet ved konventet. Men det er helt klart for dårligt, det skulle jeg have tjekket, siger Steinmetz.

Dog angriber han Kurril-Klitgaards generelle kritik af mediebilledet, som brøleren har givet anledning til. Bloggeren mener, at mediernes USA-dækning er præget af fordomme, og det kalder Steinmetz 'Det rene vrøvl'.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her