En amerikansk landmand har fundet et næsten komplet skelet af en mammut, der levede for omkring 15.000 år siden.

De levede for mange tusinde år siden og er derfor for længst døde og begravet. Men nu viser det sig, at man stadig kan være heldig at finde jordiske rester af den store mammut.

Tidligere på ugen fandt en landmand fra Michigan således et stort skelet fra en ulden mammut. Opdagelsen af det elefantlignende dyr har vækket opsigt i byen Lima Township. Forskere skal nu i gang med at undersøge skelettet.

»Det er for tidligt at sige, hvordan den døde, men skelettet viste tegn på slagtning. Det var en voksen han, 40 til 50 år gammel, og var formentlig 10 fod (tre meter, red.) høj over skulderen,« siger professor Dan Fisher fra Museum of Paleontology ved University of Michigan til The Detroit News.

Mammut-skelettet blev fundet på en gård ejet af James Bristle omkring byen Chelsea – 16 kilometer sydvest for Ann Arbor. I første omgang troede James Bristle, at der var tale om en gammel hegnspæl, men det skulle altså vise sig at være langt mere interessant.

Mammutten blev fundet i staten Michigan:

Det fundne skelet indebærer kraniet, kæben, ribben og ryghvirvler, og den uldne mammut døde for mellem 11.000 og 15.000 år siden. Ifølge Dan Fisher indeholder stedet, hvor mammutten blev fundet, mange fremragende beviser på menneskelig aktivitet.

»Vi tror, at mennesker var her og kan have slagtet og gemt kødet, så de senere kunne komme tilbage efter det,« fortæller Dan Fisher.

Der bliver årligt fundet mammutrester i blandt andet Michigan, men det er sjældent, at man finder så stor en del af skelettet som i det seneste tilfælde.

Arkæologer og palæontologer håber, at opdagelsen kan give svar på det omdiskuterede emne om, hvornår menneskene kom til Nordamerika. Mammutterne var almindelige i Nordamerika indtil for 11.700 år siden, hvor de forsvandt.

Landmand James Bristle fortæller, hvordan hans barnebarn reagerede, da han opdagede skelettet.

»Da mit femårige barnebarn kom over og så bækkenet, stod han der bare med sin kæbe på vid gab og stirrede. Han var i ærefrygt,« siger han ifølge The Sun.