Lider du af araknofobi - angst for edderkopper - gør du klogt i at holde dig langt væk fra det sydlige Australien, fra Southern Tablelands.

Ifølge The Sydney Morning Herald 'regner' det nemlig med de ottebenede. Eller ser sådan ud.

»Millioner af edderkopper falder ned fra himlen lige nu. Er der andre, der ser det samme?« spurgte en af de lokale, Ian Watson på Facebook. Og blev hurtigt bekræftet i, at han ikke så syner.

»Det så ud, som om mit hus var blevet forladt og overtaget af edderkopper,« som Ian Watson siger til The Sydney Morning Herald.

Se videoen: Ingen er så bange for edderkopper som denne mor - og det udnytter datteren

»Hele området var dækket af disse små sorte edderkoppe-unger, og da jeg kiggede op mod solen, var det som en hel tunnel af edderkoppespind flere hundrede meter op,« fortæller han videre.

De små ottebenede helt tæt på. 
De små ottebenede helt tæt på.  Foto: DANIEL MUNOZ
Vis mere

Ifølge en australsk ekspert er byen Goulson dog ikke blevet invaderet udefra af de ottebenede. 'Regnen' har en helt naturlig forklaring. Englehår hedder fænomenet, som opstår, når edderkopperne forsøger at flytte til et nyt landskab.

Derfor kravler de højt op i træer og frigiver en lang tynd tråd, som - når vinden tager fat i den - løfter den endnu højere op. Og ifølge den australske ekspert, Martyn Robinson, kan det føre dem langt.

»De kan i bogstavligste forstand flytte sig flere kilometer op i luften på denne måde. Det er derfor, at der findes edderkopper overalt,« siger han til Sydney Morning Herald.

Og i nogle sæsoner kan denne masse-migration munde ud i, at hele områder nærmest 'regner' med edderkopper og er pakket ind i et fint net af spind.

Det oplevede de bl.a. i Wagga Wagga - ligeledes det sydlige Australien - tilbage i 2012, hvor oversvømmelser tvang edderkopperne til at søge højere op i landskabet. Og nu er det altså byen Coulsons tur. Men beboerne har intet at frygte fra denne invasion, understreger Martyn Robinson.

»Så snart vejret bliver bedre, flytter de sig igen.«

Se også: Derfor skal du trække ud FØR du sætter dig