En 40-årig kvinde fra New Jersey har angiveligt løjet over for sin familie om, at hun var alvorligt syg af kræft. Det mener politiet i hvert fald, der har sigtet kvinden for bedrageri og tyveri, efter hun fik familien til at sørge for måltider og ikke mindst betale for både hendes - tilsyneladende - fiktive behandling og hendes bryllup. Det skriver Huffington Post.

Ifølge politiet fortalte kvinden i februar sidste år sin omgangskreds, at hun var blevet diagnosticeret med alvorlig blærekræft og skulle i kemoterapi og strålebehandling.

Venner og familie samlede mere end 10.000 dollar (cirka 58.000 kroner) ind for at hjælpe til, da kvinden sagde, hun ikke havde en sundhedsforsikring, ligesom de også betalte og arrangerede festen, da hun skulle giftes med sin kæreste.

Men kvindens søster blev mistænksom og gik til politiet, da den 40-årige kort efter at have fortalt, at hun skulle på hospice, skrev på sin Facebook-profil, at hun følte, der var et mirakel på vej, og at hun havde det bedre.

Ifølge anklagemyndigheden er kvinden aldrig blevet hverken diagnosticeret eller behandlet for kræft. Hendes advokat fastholder, at hun er uskyldig.

BNB